Prædiken, Leichlingen,

Sandhed

Bibelsteder

2. Mosebog 34:6; Sandhed som Guds mærke

Salme 25, 10; Sandhed som kendetegn på Guds veje

Salme 33:4; Guds ord og gerninger er lige i sandhed.

Salme 119, 142; Guds lov er sandhed

Salme 119, 160; Summen af Guds ord er sandhed

1 Kor. 13, 6; kærligheden glæder sig over sandheden.



Joh. 9,16; uenighed mellem farisæerne på grund af helbredelsen af den blindfødte mand

Salme 115, 1; Guds ære for sin godhed og sandhed

Josua 24, 14; Sandhed som et tegn på tjeneste

Salme 26:3; Salme 86:11; At leve i Guds sandhed

Joh. 3, 21; Den, der gør sandheden, kommer til lyset.

Joh. 4, 23; Tilbeder Faderen i ånd og sandhed

Joh. 8, 32; Sandheden gør fri.

Joh. 8, 45; Sandheden bliver ikke troet.

Gal. 4, 16; fjende, fordi man taler sandheden?

Joh. 6, 13; Sandhedens ånd leder til sandhed.

Joh. 17, 17; Helliggørelse gennem sandhed

Joh. 18, 38; "Hvad er sandhed?"

2 Kor. 4, 2; Ved åbenbaring af sandheden anbefaling til andres samvittighed

Ef. 4, 15; at holde fast ved sandheden i kærlighed og derved vokse til Kristus.

Ef. 4, 25; Afskaf løgne, tal sandhed til hinanden

Ef. 6, 14; lænder omgjordet med sandhed (åndelig rustning)

1 Tim. 2, 4; Alle skal blive frelst og komme til sandhedens kundskab.

2 Tim. 3, 7; altid lære og aldrig komme til sandhedens kundskab

2 Tim. 4, 4; Fabler i stedet for sandhed

1. Joh. 1, 8; Sandhed før os selv

1 Johannes 3:18; Kærlig i gerning og sandhed



Joh. 1, 14; Jesus fuld af nåde og sandhed

Joh. 1, 17; nåde og sandhed blev givet gennem Jesus

Joh. 14, 6; Jesus er vejen, sandheden og livet.

Joh. 14, 7; Helligånden som sandhedens ånd

Joh. 18, 37; Jesu mission er at vidne om sandheden

ApG 28, 23; budskabet kaldes sandhed.



Hvad er sandhed?

Hvorfor dette spørgsmål?

Der er mange områder, hvor folk stadig er meget interesserede i dette spørgsmål, f.eks. inden for politik.

I forbindelse med Golfkrigen kom spørgsmålet om sandhed eller løgn f.eks. op igen og igen:

Havde Hussein masseødelæggelsesvåben? Invaderede USA kun af økonomiske årsager? Løj USA's og Storbritanniens efterretningstjenester bevidst for at forberede krigen i offentligheden?

Og det er stadig tilfældet i dag, at troværdighed er vigtigt for en politiker. Hvis en politiker bliver taget i en løgn, kan det stadig føre til, at han må opgive sin post og træde tilbage til anden række.
Nogle politikere undgår derfor at udtale sig klart og tydeligt for at undgå, at det sker.

Spørgsmålet om sandhed er også utroligt vigtigt inden for videnskab og forskning. Fejlagtigt manipulerede forskningsresultater kan have vidtrækkende konsekvenser.

Det afgørende er her altid: Hvad kan bevises?

Og dette spørgsmål om bevisbarhed går mere og mere igennem alle livets områder.

Tidligere troede man i vid udstrækning på de verdslige og åndelige autoriteter.

Hvis herskeren sagde, at vi skulle i krig, gik alle med. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved, om krigen var fornuftig, og det var naturligvis også vanskeligt at have og repræsentere sin egen mening i diktatoriske regimer.

Også på det åndelige område: Det, præsten sagde, var sandt, det var der ingen tvivl om, i hvert fald ikke i trosspørgsmål. I nogle lande er dette stadig tilfældet i dag. Det oplevede jeg for 10 år siden i rumænske landsbyer, hvor den lokale præsts ord praktisk talt var lov.

For os tyskere kulminerede denne lydighed over for autoriteterne i Det Tredje Rige, hvor en stor del af tyskerne virkelig troede på Hitler.

Jeg tror, at vi på grund af vores historie derfor er særligt skeptiske og ikke ønsker at se beviser, før vi får noget at vide.

Inden for videnskab og politik fungerer det på en måde, men hvad med når vi taler om Gud?

Du kan ikke bevise Gud.

Inden for dette emneområde tro og religion er spørgsmålet om sandhed alligevel blevet meget upopulært. De fleste mennesker gør det nok som Pilatus, her i en samtale med Jesus under hans udlevering: (Joh. 18, 37.38)

Pilatus sagde til ham: "Så du er altså en konge?" Jesus svarede: "Du siger, at jeg er en konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, der er af sandheden, hører min stemme .

Pilatus siger til ham: "Hvad er sandhed? Og da han havde sagt dette, gik han atter ud til Jøderne og sagde til dem: Jeg kan ikke finde nogen fejl ved ham overhovedet."

Pilatus spørger: "Hvad er sandhed?" Han venter ikke på svaret og går ud.

Det er det samme i dag: Hvad er sandhed? Alle siger noget forskelligt, ingen kan vide det. Jeg ønsker ikke at høre dit svar. Er de ikke alle rigtige på en eller anden måde?

Pilatus var altså en meget moderne person i denne henseende.
Han troede, at Jesus var uskyldig, måske endda et godt menneske, en rollemodel, som nogle også siger i dag, men han var ikke interesseret i det, som Jesus kaldte sandheden.

Det er også meget moderne, ikke sandt?

I dagens tidsalder med bevisbarhed er det, der tæller mere, spørgsmålet om effektivitet, også på troens område. Virker det?

Og på en eller anden måde er det også tilfældet med os.
Så det er ikke længere: "Hvad er den sande lære?", men: Hvordan kan jeg gøre det, så jeg kan opleve Gud?
Hvad er sandheden værd, hvis jeg ikke oplever den?

Eller: Hvad er opskriften på kirkevækst? Hvilke metoder virker?

Jeg vil ikke tale dårligt om nye idéer. Jesu kirke og dens måde at dele evangeliet med omverdenen på skal naturligvis fortsat udvikle sig og i en vis forstand følge med tiden.

Men jeg tror, at du kan se tendensen: ikke længere: Hvad er sandt? men: Hvad virker?

Men dette spørgsmål er også meget gammelt.
Da Jesus helbredte en blindfødt mand, skændtes farisæerne om, hvordan de skulle forholde sig til det (Joh. 9, 16):

"Da sagde nogle af farisæerne: Denne er ikke af Gud, thi han holder ikke Sabbaten; og andre sagde: "Hvordan kan et syndigt Menneske gøre sådanne Tegn?" Og der opstod Splid mellem dem."

Farisæerne havde i løbet af deres historie fundet på flere bud omkring Bibelen og var også ret strenge med hensyn til sabbaten.
Helbredelse på sabbaten var i modstrid med deres lære og var derfor forkert for nogle af dem, ganske enkelt.

Men en helbredelse er grundlæggende en god ting, så nogle andre tænkte, at det virkede, så Jesus kan ikke være en dårlig person.

Hvilket synspunkt er det rigtige her?

Man kan gøre det meget let for sig selv og sige:
Jesu gerninger var beviset på, at Jesus kommer fra Gud, det er tydeligt ved helbredelsen, ikke sandt?

Men der er også tilfælde, hvor vi holder en meget lav profil på trods af dokumenteret effektivitet.
Jeg tænker på åndelig helbredelse og behandling, f.eks. af vorter.
Jeg har set seriøst udseende dokumentation for, at sådanne metoder virkelig har kureret nogle sygdomme. Men i sådanne tilfælde overbeviser effektiviteten mig ikke nødvendigvis om, at sådanne helbredelser er fra Gud.
I sådanne tilfælde sætter vi sandheden over effektiviteten.

Med forskellige synspunkter på doktrinære spørgsmål mellem menigheder eller endog konfessioner er spørgsmålet om sandhed blevet yderst upopulært.
Jeg talte med en af mine gamle - protestantiske - onkler for et par måneder siden, og han kunne ikke forstå, hvorfor den katolske kirke stadig adskilte sig fra de protestantiske kirker. Det handlede om den katolske kirkes forbud mod nadver på den økumeniske kirkekongres i 2003.
Jeg kunne ikke rigtig forstå hans forvirring. Vi talte om det i et stykke tid.

Jeg deler ikke den katolske kirkes lære - jeg finder den forkert på mange punkter - men jeg kan principielt forstå, at de handler i overensstemmelse med deres lære. I mainstreamens øjne er det måske forkasteligt, men hvis man altid følger mainstream, bliver man bare arbitrær og ubrugelig.

Anvendelsen og udlevelsen af grundlæggende overbevisninger - jeg vil bruge det beskidte ord "fundamenter" - er blevet så upopulær i dag, at man kun må tro på en overnaturlig, kønsløs energi for ikke at fornærme nogen steder.

Selv i nogle såkaldte kristne kirker får man problemer, når man hævder, at Jesus er den eneste sandhed, den eneste vej til Gud (Joh. 14, 6).

Og hvis du så fortsætter med at sige, at du tror, at Bibelen er sand, så er det hele slut.

Men lad os blive ved emnet "sandhed og Bibelen".



Er Bibelen sand?

Eller skal vi snarere sige, at Bibelen indeholder sandheden?

Du kan også skylle det endnu mere glat: Bibelen indeholder både det guddommelige og det menneskelige.

Jeg kender flere af disse sætninger: (læs med særlig vægt)

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt miraklerne skete på den måde, for forfatterne ønskede kun at understrege Jesu betydning på en overført måde.
(Ifølge mine konfirmationsprotokoller kan man heller ikke gå ud fra, at mirakelhistorierne med Jesus virkelig skete på den måde).

Modsigelserne i Bibelen er ikke et problem, fordi forfatterne ikke har gjort krav på at videregive nøjagtige oplysninger.

Bibelen har ingen videnskabelige ambitioner.

Og så videre osv. osv.

Jeg har engang gravet sådanne udtalelser op af min hukommelse.

I sidste ende betyder alle disse udsagn, at de bibelske forfattere nogle gange ikke tog sandheden særlig alvorligt.

Er det rigtigt?

Da vi betragter Bibelen som vores fundament, spiller dette spørgsmål allerede en vigtig rolle for os.

Når Bibelen taler om Guds ord, hans bud og Jesu budskab, er der ofte tale om sandhed:

For eksempel i Salme 119, som har Guds ord som tema:

V. 142: "Din retfærdighed er en evig retfærdighed, og din lov er sandhed. "

V. 151: "Du er nær, HERRE, og alle dine bud er sandhed. "

V. 160: "Dit ord er sandhed, og hele din retfærdigheds retfærdighed varer evigt. "

I sidste ende betyder det, at alt, hvad Gud siger, er sandt.
Dette omfatter bud, løfter, profetier osv.
Alt er sandt.

Jesus gjorde det også altid klart, at det, han prædikede, var sandheden.
Dette blev også tydeligt i den tidligere nævnte samtale med Pilatus (Joh. 18, 37):

Pilatus sagde til ham: "Så du er altså en konge?" Jesus svarede: "Du siger, at jeg er en konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, der er af sandheden, hører min stemme."

Eller Joh. 1, 17.18;

"Loven blev givet ved Moses, men nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Intet Menneske har nogen Sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens Skød, har han kundgjort ham."

Nåde og sandhed er blevet givet til os gennem Jesus.

Og det betyder sandheden om Gud.

Men er hele Bibelen sand?

Jesus selv synes også at anse Det Gamle Testamente for sandt; der er i hvert fald ingen tegn på, at han anser nogen af de begivenheder, der er overleveret fra Det Gamle Testamente, for usande eller en opdigtet legende.
Når han citerer noget, mener han altid, at det er sandt.

F.eks. Elias' forsynelse af en enke ved hjælp af den mirakuløse formering af mel og olie (Luk. 4:25);

"Men sandelig, siger jeg eder, der var mange enker i Israel i Elias' dage, da himlen var lukket i tre år og seks måneder, så at der kom en stor hungersnød over hele landet; og til ingen af dem blev Elias sendt, men til en kvinde, en enke, til Sarepta i Sidonia ."

Jesus går naturligvis ud fra, at denne hændelse virkelig er sket.

Men det er foreløbig kun påstande, og spørgsmålet om bevisbarhed opstår igen.

Hvis Bibelen selv siger, at den er sand, betyder det ikke noget.

Hvad med de mange modsigelser i Bibelen?

Disse "modsætninger" synes at optage mange.
Hvis du indtaster "Bibel, modsigelser" i en søgemaskine, vises utallige sider, hvor der gøres forsøg på at løse modsigelser, eller hvor modsigelser er opført.

På islamiske sider præsenteres tilsyneladende modsigelser som et argument for, at Bibelen er forfalsket i forhold til Koranen. Men der er langt mere alvorlige modsigelser i Koranen.

Hvad gør vi med sådanne "modsætninger"?

Man kan helt sikkert forklare alle modsigelserne på en eller anden måde, men noget af det ser ud til at blive trukket ud i håret, ikke sandt?

Lad os tage et eksempel: Judas forræderens afslutning.

Matth. 27, 5 siger, at han hængte sig selv.

I Apostlenes Gerninger 1:18 står der, at han faldt med hovedet ned og blev knust i to stykker.

Man kunne forklare dette ved at sige, at rebet måske gik i stykker, da det blev hængt op, eller at det faldt af rebet, da det blev skåret over og knækkede i to dele.

Ingen af disse lyder særligt troværdige, men det kunne de have været.
Sådanne forklaringer er dog langt fra plausible nok for bibelkritikere.

Jeg vil gerne beskrive en oplevelse for dig og begrunde, hvorfor Bibelen er sand på trods af de tilsyneladende modsigelser.

For mange år siden arbejdede jeg stadig i Bonn.

Jeg programmerede der i et programmeringssystem kaldet Delphi, og jeg udvekslede oplysninger med andre programmører via en nyhedsgruppe på internettet. En sådan nyhedsgruppe kan sammenlignes med et forum, hvor man kan skrive noget, og hvor andre svarer skriftligt på det. Det fører nogle gange til egentlige skriftlige diskussioner.

Min daværende chef var lidt bekymret for sikkerhedsspørgsmål og stillede kun én computer til rådighed, som kunne bruges til at få adgang til internettet. Denne computer var ikke forbundet med nogen anden computer på vores kontor.
Så hvis jeg ville læse noget i nyhedsgruppen eller skrive et indlæg, måtte jeg forlade min arbejdscomputer og gå til et andet kontor, til internetcomputeren.

Nu stillede en person i nyhedsgruppen et spørgsmål, som jeg delvist kunne besvare.
Det gjorde jeg og skrev, at resten af løsningen kunne findes i Delphis online hjælp (du kender det måske, et hjælpevindue åbnes med F1). Jeg skrev også, at jeg ikke har adgang til online-hjælp her på denne computer, hvilket var rigtigt.

Lidt senere stødte jeg på et superinteressant spørgsmål. Jeg begyndte at besvare det, men så havde jeg brug for oplysninger fra Delphis online-hjælp. Da dette spørgsmål også var meget interessant for mig, gik jeg hen til min arbejdscomputer - i det andet kontorlokale - hvor jeg programmerede, og slog op i online-hjælpen. Derefter kopierede jeg en tekstpassage fra online-hjælpen til en diskette og gik tilbage til internetcomputeren i det andet rum med disketten og kopierede teksten fra online-hjælpen ind i mit svar.

Hvordan ser det nu ud for nogen, der læser med i nyhedsgruppen?

Først siger jeg, at jeg ikke har adgang til Delphis online-hjælp, og så i et senere indlæg kopierer jeg en tekst fra online-hjælpen.

Det er en selvmodsigelse. Har jeg løjet? Nej. Men det ser sådan ud.

Velmenende mennesker vil måske antage, at jeg har lagt et kabel for at få adgang til internettet fra min arbejdscomputer. Men det er ikke sandt.

Det er svært at finde ud af udefra, hvad der egentlig skete.
Jeg er den eneste, der ved, hvordan man løser denne modsigelse, for jeg var der selv. Og nu ved du det også.

Når du ser på dit liv, vil nogle handlinger helt sikkert virke selvmodsigende for udenforstående, fordi de ikke kender hele baggrunden.

Bibelen fortæller bl.a. om, hvordan mennesker lever med Gud. Og Bibelen fortæller ofte fra et menneskes synspunkt.

Efter min mening ville det være meget mærkeligt, hvis nogle ting ikke var modstridende. Man kan ikke altid give al baggrunden for en begivenhed i en bog, så det hele altid er klart og tydeligt. Det er slet ikke muligt.

Med så mange overleverede begivenheder må der altid være nogle, der virker modstridende og kun kan løses ved hjælp af helt usandsynlige forklaringer, lige så usandsynlige som jeg førhen løb fra den ene computer til den anden med en diskette for at besvare et spørgsmål.

For at opsummere på spørgsmålet "Er Bibelen sand?":

Konsekvenser af sandheden

Jeg mener ikke, at man kan gøre nogen til kristen ved hjælp af troværdige argumenter.

Jeg havde engang en studerende, som var min tutor, og jeg gav ham en bog af Peter Hahne.
Han fortalte mig senere, at det hele var meget godt argumenteret, men at denne argumentation slet ikke tiltalte ham. Det var ligegyldigt for ham, om det var sandt eller ej.

Den tidsånd, der går ud på, at effektivitet er vigtigere end sandhed, er tydelig her.

Jesus talte om sit vidnesbyrd om sandheden, og i ham blev denne sandhed effektiv. Han levede også sin forkyndelse.

Måske er min prædiken indtil nu kommet lidt dårligere ud i sammenligningen af sandhed og effektivitet.
Effektivitet er naturligvis vigtig. En tro uden virkning (Jakob 2:17) er død i sig selv og dermed ubrugelig.
Hvis du tror, at noget er sandt, men ikke lever det, så nytter det ikke noget.

Hvilke konsekvenser har det for os, at det, som Gud fortæller os i Bibelen, er sandt?

Hvis det er sandt, kan vi i princippet stole på Bibelen, uanset hvad tidsånden eller mainstream siger om Bibelen.
Det er værd at leve efter den.

Jeg vil nu slutte af med at citere og kommentere nogle bibelsteder om dette punkt om "sandhedens konsekvens".

Salme 86:11; "Lær mig, HERRE, din vej, jeg vil vandre i din sandhed, lad mit hjerte frygte dit navn. "

Det betyder, at Guds sandhed også skal skinne igennem i vores liv, og at vi skal leve et liv i sandhed.

Josua 24:14;"Og nu skal I frygte Herren og tjene ham i fuldkommenhed og sandhed."

Sandheden bør være afgørende for vores tjeneste og vores liv.

Nogle gange ses der en konflikt mellem sandhed og kærlighed; det er det, som Bibelen siger.

Ef. 4:15;"men vi skal holde fast ved sandheden i kærlighed og vokse op i alle ting til ham, som er hovedet, Kristus."

1.Joh. 3,18;"Børn, lad os ikke elske i ord eller i tunge, men i gerning og sandhed."

Det er naturligvis ikke altid let at sige sandheden uden at såre, men hvis vi retter os ind efter Jesus, vil vi altid være i stand til at løse denne konflikt bedre.
Jesus fortalte også altid sandheden.

Joh. 4, 24;"Gud er en ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed. "

Også vores gudstjeneste, og det gælder også vores søndagsgudstjeneste, skal afholdes i ånd og sandhed af alle involverede.

Og til sidst et salmevers, der opsummerer den vigtigste konsekvens af Guds sandhed:

Salme 115, 1: "Ikke os, HERRE, ikke os, men dit navn skal æres, for din godheds skyld, for din sandheds skyld!"

AMEN