Introduktion
(Apostlenes Gerninger 16:16-24 blev læst tidligere).
(Dette blev fulgt op af blues om fængselsbetjenten).
I dag handler det om denne person fra sangen, en fangevogter. Jeg bruger bevidst dette gammeldags ord, fordi fængselsbossen dengang ikke rigtig kan sammenlignes med en fængselsinspektør eller fængselsdirektør i dag. I dag er der regler, vi lever i en retsstat, fangerne har rettigheder, og målet er at rehabilitere fangerne.
Dengang, omkring år 50 e.Kr., var det helt anderledes. For det første var der næsten ingen frihedsstraffe, men mistænkte eller dømte blev spærret inde, indtil de fik deres straf, som f.eks. var legemlig afstraffelse, f.eks. afhugning af lemmer, pranger eller dødsstraf. Nogle gange blev folk også spærret inde, indtil de betalte en bøde. Og tortur var heller ikke ualmindeligt.
Der var også meget vilkårlighed i behandlingen af fangerne, og derfor synes jeg, at ordet fængselsbetjent er mere passende end fængselsdirektør eller fængselsinspektør. Men i dag taler vi om denne fangevogter, og han havde blues.
Vi har hørt historien før (ApG 16:16-24), som jeg ikke vil komme for meget ind på, vi har hørt sangen, og nu vil jeg gerne se på, hvad der virkelig skete.
Gå til fængslet...
25 Ved Midnatstid bad Paulus og Silas og lovede Gud med Sang. Resten af fangerne lyttede til dem. 26 Pludselig skete der et voldsomt Jordskælv, og Fængslet blev rystet i sine Grundvolde. Alle porte sprang op, og alle fangernes lænker faldt af! 27 Fængselsinspektøren vågnede op og så cellerne åbne på vid gab. Han troede, at fangerne var flygtet, så han trak sit sværd og ville begå selvmord. 28 Men Paulus råbte til ham: "Gør dig ikke noget ondt! Vi er her alle sammen!" 29 Da krævede Fængselsinspektøren Lys, løb ind i Fængslet og faldt skælvende af Frygt ned på Knæ for Paulus og Silas. 30 Da førte han dem ud og spurgte: "I Mænd, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" 31 De svarede: "Tro på den Herre Jesus, så skal du blive frelst, og alle dine Husfæller skal blive frelst." 32 Og de forkyndte Herrens Ord for ham og for alle dem, som boede i hans Hus. 33 Og i samme Time vaskede Fængselsforvalteren deres Sår, og han og alle hans Husfolk bleve døbt. 34 Og han førte dem til sidst til ham og gav dem noget at spise. Han og alle i hans hus glædede sig, nu da de havde fundet troen på Gud.
Det lyder en smule uvirkeligt: Et jordskælv, og lænkerne falder af, og dørene åbnes? Afhængigt af hvor gammelt og forfaldent fængslet var, er det meget muligt. Der var revner i væggen, hvilket fik de jern, der holdt kæderne fast i væggen, til at løsne sig, og dørene brød sandsynligvis ud af hængslerne og stod åbne - enhver fangers drøm!
Men folk tog ikke af sted, hvorfor ikke?
Det er alligevel mærkeligt, at det hele startede i fængslet.
Paulus og Silas bad og lovpriste Gud med sange, og resten af fangerne lyttede til dem.
Men det skete først ved midnat. Jeg tror, at årsagen til dette er ganske banal: De to måtte først affinde sig med den uretfærdige behandling. De blev offentligt tæsket og uretfærdigt arresteret.
Men at bede og synge fromme sange i fængslet? Man ville nok forvente latterliggørelse fra de andre fanger. Men Paulus og Silas var tilsyneladende troværdige. De brugte sandsynligvis også et sprog, som de andre fanger forstod. Dengang som i dag var uddannelsesniveauet hos de indsatte i fængslerne ret lavt. Der var nok ikke noget med fromme fagudtryk.
Og så kom dette jordskælv. Ingen forventede det. Indimellem sker der ting, som ingen forventer. Måske har det noget at gøre med Paulus' og Silas' bønner, men de bad nok ikke om, at fængslet skulle styrte sammen.
Men det er et interessant spørgsmål: Hvad tror du, at de bad for?
Det ville have været oplagt at bede for deres egen løsladelse. De var uretfærdigt fængslet.
For os som tyskere kan det være, at vi i sådanne situationer har erklæringen "Jeg kender mine rettigheder" på tungen. Jeg vil ud herfra! Det er alt sammen forståeligt, og jeg tror heller ikke, at de var helt fri for disse tanker, selv om de ikke var tyskere.
Faktisk havde de sandsynligvis et bredere perspektiv. Hvorfor tillod Gud det? Jeg tror, at de fik et billede af de mennesker, der var omkring dem, efter at de havde bearbejdet deres situation i en vis periode. Spørgsmålet om, hvorfor det skete netop for mig, var ikke længere vigtigt. De var nu på dette sted og lovpriste Gud og blev således også vidner. At prise Gud behøver ikke nødvendigvis at være noget privat, men man kan også prise nogen offentligt, og de priste Gud offentligt. De var der i det fængsel, og der var mennesker omkring dem, som lyttede til dem.
Det ville sandsynligvis have været grund nok til at tage denne ydmygende og smertefulde vej til fængslet.
Det er ikke grundlæggende forkert at spørge sig selv, hvorfor en situation er opstået. Reflektere, analysere, hvorfor skete det, der skete, hvorfor skete det, der skete? Og du kan selvfølgelig også spørge Gud. Men man må ikke stoppe her.
Hvad kan Gud gøre gennem mig her og nu, hvor jeg er? Jeg er også på vej med Gud nu, i denne situation. Hvordan kan jeg gøre en forskel her i hans forstand?
Fængslet ryster
Men det er ikke det hele. Så kommer dette jordskælv.
Pludselig opstår der en helt ny situation. Fængslet er så ødelagt, at dørene står åbne, og kæderne er gået af væggene. Fængslet er faktisk ikke længere et fængsel.
Nogle gange bliver man overvældet af begivenhederne. Du befinder dig i situationer, som du aldrig havde forventet. Denne Corona-periode er også en situation, som ingen havde forventet.
Fangevogteren ser dette og tænker det indlysende: Dørene åbnes, fanger fjernes. I Romerriget var straffene for pligtforsømmelse undertiden meget strenge, og han måtte forvente en offentlig henrettelse. Han ønskede sandsynligvis ikke at udholde denne smerte og skam og ønskede derfor at begå selvmord.
Jeg er glad for, at sådanne fejltagelser i vores samfund i dag ikke længere straffes så hårdt, og at man som regel får en ny chance.
Men hvad har han gjort forkert? Hvad kunne han gøre ved jordskælvet?
Måske kan man her også finde en parallel til Corona-æraen. Livet er uventet blevet rystet, sikkerhedsstillelser er pludselig ikke mere. Mange mennesker er bange for økonomisk ruin, især dem, der ikke får hjælp fra staten, f.eks. selvstændige selvstændige, freelancekunstnere og folk med lignende aktiviteter. For dem har der indtil videre kun været gode ord og Hartz IV.
Det lykkedes dig på en eller anden måde, og så var det slut. Du er ikke et flyselskab, men blot en lille kunstner, som ikke længere må optræde, fordi du ikke må optræde nogen steder.
Set ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt var det bestemt fornuftigt, men hvorfor støttes virksomheder og ansatte, mens freelancere og selvstændige bliver ladt ude i kulden af politikerne?
Lad os vende tilbage til fængselsbetjenten. Jeg vil i øvrigt ikke godkende den måde, han udførte sit arbejde på. Han var bestemt et barn af sin tid, og dengang blev fanger nogle gange behandlet meget umenneskeligt, men det retfærdiggør ikke hans opførsel.
Vi kan allerede nu sætte os lidt i hans sted. Hele hans liv var i ruiner. Han stod alligevel til at få dødsstraf. Og det var derfor, han ville begå selvmord. Det er en meget speciel slags blues.
Og hvordan opfører fangerne sig? Hvorfor tager de ikke af sted? Det er svært at sige, jeg tror, at de blev hos Paulus og Silas. Det, de sagde og sang, må have imponeret de andre fanger så meget, at de blev og ikke gik. Vi ved naturligvis ikke, hvor meget de romerske myndigheder var ude efter undslupne fanger, men jeg tror, at nogle af fangerne meget vel kunne være undsluppet.
Men de var der alle stadig. Og selv Paulus og Silas tog ikke fangevogterens mishandling ilde op og forhindrede ham i at kaste sig på kniven.
Den nye fængselsbetjent
Derefter beder fængselsbetjenten om lys til at gå ind i fængslet. Det var bare mørkt i fangehullet. Det er et smukt symbol på, at han bagefter bliver bevidst om sit eget mørke og beder apostlene om hjælp.
Han går ind og kaster sig ned for dem, bævende af frygt, og siger til dem: "Mine herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?"
Fra fanger i fangekælderen bliver de "herrer"! Fangevogteren ser, at disse to har noget, noget guddommeligt. Udtrykket "herrer" blev også brugt i det gamle Grækenland, når man talte om guder, der kom til jorden i menneskeskikkelse. Denne tro var en del af den græske religion på den tid.
Dette ordvalg giver os allerede en idé om, hvordan fangevogteren havde det.
Han spørger: "Mine herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" Det vil sige, at han indser, at han har brug for frelse, at han er fortabt, at han lever i mørket.
Men Paulus og Silas svarede: "I skal ikke gøre andet end at tro på Herren Jesus Kristus. Så vil du blive frelst." Og tilsyneladende har de også lige fået den erkendelse, at husfællesskabet også vil blive reddet af fængselsbetjenten.
Og de fortalte ham og alle dem, der boede i hans hus, om Jesus. Og de blev alle sammen døbt. Og mens Paulus og Silas prædikede, kunne man allerede se den første forandring hos fangevogteren. Han plejede deres sår, han viste medfølelse. Jeg har altid fundet det fascinerende, når mennesker ændrer sig gennem Jesus Kristus, når tilgivelse, medfølelse og næstekærlighed kommer ind i et liv.
Denne passage bruges i øvrigt nogle gange som en begrundelse for barnedåb, men det passer ikke, fordi Jesu ord først blev sagt til alle, der boede i huset, og derefter blev de døbt. Spædbørn kan ikke få noget at vide endnu.
Og til sidst er alle i hans hus glade, fordi de har fundet troen på Gud.
Så du kan sige: God afslutning eller bedre: God begyndelse.
Det ville bestemt være interessant at se, om og hvordan fængselsbetjenten ændrer sig i sin omgang med fangerne i den følgende periode. Hvordan håndterer han f.eks. vanskelige fanger? Beskrivelsen af det efterfølgende hverdagsliv for alle dem, der fandt Jesus i Apostlenes Gerninger, ville helt sikkert have overskredet rammerne for denne bibelbog. Men jeg er sikker på, at der blev sat en forandringsproces i gang hos ham og hans folk. Vi kan læse endnu mere i brevene i Bibelen om, hvordan folk klarer livet på vejen med Jesus.
Uanset hvad der uventet ryster dit liv, er der naturligvis altid en mulighed for at starte på ny med Jesus Kristus eller at starte forfra.
Og lad os bede om at være klar til at fortælle om Jesus i sådanne situationer som Paulus og Silas, også selv om de ledsagende omstændigheder er meget ubehagelige.
Resumé
Jeg opsummerer.
Fangevogteren var sandsynligvis en ret ubehagelig type, som behandlede Paulus og Silas meget hårdt.
Paulus og Silas stopper ikke ved spørgsmålet "Hvorfor mig?", men vidner om Jesus Kristus i den situation, de er havnet i, og det er naturligvis meget troværdigt.
Fangerne har valget mellem at blive hos Paulus og Silas eller at flygte, og de bliver.
Nogle gange bliver livet så rystet, at man bliver helt irriteret, at man måske endda indser, at man har brug for frelse, at man har brug for Gud.
Ligesom fangevogteren fik nyt liv gennem Jesus, er dette det vigtigste for ethvert menneske. Man kan starte på ny med Jesus.