Resultater af tro

Introduktion

For 14 dage siden holdt vi vores gudstjeneste på byfesten, og vi fik en usædvanlig kompliment.

En bekendt fra en bod på Brückerfeld fortalte bagefter min kone, at mange af de mennesker, der stod ved boderne, ikke engang havde bemærket, at det var en gudstjeneste. Sonja spurgte: "Det er næsten en kompliment," hvortil vennen svarede: "Ja, det kan man godt sige.

De troede sikkert, at det var en koncert eller noget. Det var underholdende, musikken var munter, men det var åbenbart ikke sådan, de normalt oplever tilbedelse.

Så vores gudstjeneste syntes at gå ret godt, og der var flere mennesker, der lyttede, end der sad på stolene foran scenen.

Men var vores service "god", og hvordan kan man afgøre, om den var god?

Formålet med alle møder

Jeg vil læse fra 1 Korinther 14:26, NGÜ, hvad der står om tilbedelse:

Hvad er resultatet af alt dette for jeres møder, brødre og søstre? Alle kan frit bidrage med noget - en sang eller en undervisning eller et budskab, som Gud har åbenbaret for ham, eller en bøn på et sprog, som Gud har givet ham, eller en gengivelse af den med forståelige ord. Men alle bør være optaget af, at alle har gavn af deres tro.

Teksten før dette afsnit handler om en mere detaljeret gennemgang af tungetale og profeti, og den fører lige ind i dette vers. Og hvis udsagnet i dette vers gælder for alle forsamlinger, så tror jeg, at det især gælder for tilbedelse.

"Det skal ske, for at alle kan få gevinst for deres tro."

Andre oversættelser skriver, at det skal være til "opbyggelse", men det er det samme i gammeldags sprog.

Havde byfestgængerne, der overværede gudstjenesten, en fordel for deres tro, eller ved de ikke noget om tro endnu: Blev troen bragt tættere på dem?

Det er et meget vanskeligt spørgsmål at besvare. Men man kunne godt tænke sig at vide det.

I virksomheder er man meget opmærksom på at måle succes. Giver det, vi gør, de ønskede resultater? Folk ønsker at forsøge at måle det for at kunne arbejde mere effektivt. Det er der i princippet ikke noget galt med.

I samfundet er det ret vanskeligt. Også her er ideen om effektivitet ikke grundlæggende forkert. Du har udgifter til det, du laver, og det skal ikke være spildt arbejde af kærlighed. Men hvordan måler man, f.eks. efter en prædiken, hvor stor gevinsten er for de besøgendes tro?

Måske kunne vi gøre det ligesom i byggemarkedet, hvor der nogle gange er en knapbar ved udgangen med fem knapper, tror jeg, fra dårligt til godt, repræsenteret af smileys, fra trist til glad. Vi kan sætte sådan noget her ved udgangen, og når man går ud, skal man bare trykke på en knap én gang. Og prædikanten, i dag ville det være mig, ville så få resultatet, når alle havde trykket på den. Det ville bestemt være spændende.

For sjov søgte jeg engang på internettet efter en sådan knapbjælke, men fandt intet. Udtrykket "knapbjælke" er sandsynligvis ikke korrekt.

Sådanne evalueringsstænger er naturligvis temmelig tveæggede. På den ene side tænker folk ofte ikke så meget over det, men rammer det bare på en eller anden måde, efter en spontan følelse. Kun med et meget stort antal personer kan resultaterne stadig være meningsfulde.

På den anden side får du ikke nogen præcis tilbagemelding om, hvorfor gevinsten for din tro ikke var så stor i dag? Du ønsker også at forbedre dig, du ønsker at lære. Og det betyder også, at man nogle gange må indse, at andre nogle gange ikke kan gøre så meget med de gode tanker, man havde i sin forberedelse.

Jeg tror ikke, der er nogen her, der ønsker at have en sådan evalueringsbar. Noget sådant er for upersonligt og på en eller anden måde også for ubarmhjertigt.

Og vi må ikke glemme, trods alle fornuftige overvejelser om effektivitet, at Gud også arbejder individuelt. Hvis en prædiken ikke appellerer til næsten alle gudstjenestens deltagere, men hjælper en enkelt person på en livsforandrende måde, så havde prædikenen sandsynligvis alligevel sit formål.

Selvfølgelig kan man også falde af hesten fra den anden side, og hvis man som prædikant opdager, at man kun stirrer ind i "huh"-ansigter, så sig til sig selv, at det vil hjælpe en meget.

I denne prædiken vil jeg gerne fortsætte med at se på resultatet af det, vi gør, men jeg vil gerne fremhæve en ting som et indslag.

Det er meget slående i Salme 127:1; NL:

Hvis ikke HERREN bygger huset, er bygmændenes arbejde forgæves, hvis ikke HERREN bygger huset. Hvis HERREN ikke beskytter byen, er det nyttesløst at omgive den med vagter.

I alle meningsfulde overvejelser om resultater, effektivitet, metodologi osv. må man altid holde fast ved denne grundsætning, at Herren, Jesus Kristus, skal arbejde. Uden at stole på ham og lytte til ham giver selv de bedste overvejelser ingen mening.

Det må aldrig glemmes.

Kirke med deltagelse

Lad os vende tilbage til verset fra tidligere (1 Korinther 14:26; NGÜ):

Hvad betyder alt dette for jeres sammenkomster, brødre og søstre? Alle kan frit bidrage med noget - en sang eller en undervisning eller et budskab, som Gud har åbenbaret for ham, eller en bøn på et sprog, som Gud har givet ham, eller en gengivelse af den med forståelige ord. Men alle bør være optaget af, at alle har gavn af deres tro.

Alle kan frit bidrage. Andre oversættelser siger det lidt mere autoritativt:

"Når man samles, har alle noget at bidrage med".

Bare rolig, jeg vil ikke gå gennem rækkerne med radiomikrofonen.

Teksten har noget selvindlysende over sig, nemlig at alle, der tror på Jesus, har noget at give. Alle er vigtige. Det er ikke alle, der skal holde taler. Nogle mennesker er meget tilbageholdende med at tale foran grupper, det forstår jeg også godt. Og nogle af de ting, du har oplevet med Jesus, er meget personlige, og du ønsker kun at dele dem i et beskyttet miljø. Det er også klart.

Men de eksempler, der er nævnt her, viser en vis variation: en sang, en undervisning, et profetisk budskab, en tale på et sprog med oversættelse, alt sammen med det formål, at de andre skal have gavn af deres tro.

Jeg tror ikke, at denne liste er komplet. Det kan også være en sketch, måske en dans, et digt, et malet billede, en oplevelse, et simpelt vidnesbyrd, måske kan du komme på flere, når du tænker over det. Måske er der nogen, der er berørt af et emne og har tænkt over det og giver det videre til en af prædikanterne, som så uddyber det i en prædiken til gavn for alle. Det er ikke alle, der skal holde taler, og det er ikke alle, der skal stå foran, hvis de ikke ønsker det.

Måske sidder nogen fast i en bibeltekst, som de ikke kan få styr på, som de måske endda finder i modstrid med andre tekster eller i modstrid med det, de har anerkendt i deres liv. Og da vi ikke har en altomfattende forståelse af Bibelen, vil vi altid finde tekster, som vi ikke kan klassificere, fordi vores viden kun er fragmentarisk. Lad os dele dette med hinanden. Måske finder vi en forklaring sammen, måske deler vi bare konflikten med teksten og ser frem til, at alt dette bliver besvaret i Jesus i evigheden.

Men, og det er særligt vigtigt: Det bør altid handle om, at alle skal have en gevinst for deres tro. Det må være motivet. Det behøver ikke at være perfekt, men holdningen skal være den rigtige. Ideelt set kan vi godt lide hinanden og nyder fællesskabet, og alene af den grund ønsker vi, at den anden person skal have en gevinst for sin tro.

Når du bidrager, kan du derfor også forsøge at sætte dig i lytternes sted, så du ikke bare lige pludselig kommer med dine ting, uanset hvad de andre synes om det.

Længere fremme, efter dette vers, er der et kort afsnit om profetisk tale, som passer ret godt her (1 Korinther 14:30-32; NGÜ):

30 Og hvis Gud åbenbarer noget til den, der sidder ved siden af og lytter, mens nogen forkynder et profetisk budskab, skal den, der taler, afslutte sit indlæg for at lade den pågældende komme til orde. 31 På denne måde får hver af jer, uden at flere taler på samme tid, mulighed for at dele et profetisk budskab, så alle lærer noget, og alle bliver opmuntret. 32 Profeterne er jo ikke tvunget til at tale, når de modtager et profetisk budskab.

For mig lyder det lidt som "Gør det kort!". Lange, langhårede taler opleves som trættende her og der. Det kan mindske gevinsten for troen. Og man er ikke tvunget til at tale. Men hvordan kan vi nu omsætte dette i praksis, denne deltagende menighed? Det har jeg ikke noget svar på endnu, men det skal være uden pres, altså ikke på den måde: "Jeg skal opleve noget nu i denne uge for at kunne bidrage!"

Bevæg det rundt i bøn og tag frem for alt med dig, at vi alle har noget at give gennem Jesus, som kan være til gavn for andres tro. Alle er vigtige.

Såning og høst

Vi holder os til resultaterne.

Hvordan finder vi overhovedet frem til noget, som vi kan give videre?

Når vi lever med Jesus, går vi naturligt igennem hans livsskole. Gennem bøn og bibellæsning lærer vi af ham og kan dele vores erfaringer og give dem videre.

Eller vi arbejder på noget. Vi lærer en sang, som hjælper os, vi arbejder med tanker, vi arbejder i kirken, fordi det er vigtigt for os, og det kommer der noget ud af.

Det er lidt ligesom at så og høste.

Egentlig vokser planten af sig selv, men vi sætter frøet i gang ved at plante det og arbejder på det for at fremme væksten ved at gøde, løsne jorden og hvad der ellers skal gøres.

Men man kan ikke se sit kristne liv udelukkende på resultater. Vi læser ikke bare Bibelen for at lære noget eller beder for at få noget, men vi ønsker at have fællesskab med Jesus Kristus.

Troen på Jesus er ikke et resultat af en religion, men er et personligt forhold til Gud.

Jeg vil gerne fortsætte med at behandle spørgsmålet om "resultat" i prædikenen, men det giver kun mening, hvis man har et forhold til Jesus, hvis man får tilgivelse for sine synder fra ham og derved har fred med Gud.

Men når du beder for andre, måske deler du noget, giver noget videre eller arbejder i kirken på en eller anden måde, så passer princippet om at så og høste allerede ind.

Og når jeg tænker på at så og høste, tænker jeg altid på Salme 126:5,6; NL:

5 De, som sår med tårer, skal høste med glæde. 6 De går ud og græder og strøer deres Sæd; de vender tilbage med Glæde, når de høster Høsten.

Det faktum, at disse vers altid kommer til at komme i tanke, har ingen dybere mening. Jeg sang engang i et Scheideweg-projektkor for mere end 30 år siden, og der var en sang, som netop satte disse to vers i musik, og jeg kunne godt lide den.

Men skal såningen nødvendigvis være forbundet med smerte og lidelse, for at høsten kan blive god? Tidligere var der også den opfattelse i vores kredse, at alt, hvad der er sjovt, er forbudt, og at kun virkelig ubehagelige aktiviteter er fra Herren, så vi er poleret til renhed.

Salmen handlede om Israels tilbagevenden efter fordrivelsen, og jeg ville forbinde tårerne med fordrivelsen og jublen med tilbagevenden.

Men lad os tænke over det alligevel: Hvor smertefuldt skal såningen være for at man har grund til at glæde sig over høsten? Eller kan såning også være sjovt?

Sjov kan være noget så tveægget. Hvis du kun gør det, du har lyst til at gøre, vil dit liv, ethvert forhold og ethvert fællesskab mislykkes. Så laver du ikke selvangivelser, du rydder ikke op i køkkenet efter madlavning, du har ikke samtaler med dine børns lærere osv. Jeg tror, at man kan finde på nok ting, som man ikke bryder sig om at gøre, men som man alligevel gør. Et rent sjovsamfund er forfærdeligt og dømt til at mislykkes.

Men jeg tror, at man ofte kan have det sjovt ved at lave de aktiviteter, som man har de rette evner og talenter til.

Du har måske hørt et ordsprog:

Find et job, du kan lide, og du behøver aldrig at arbejde en eneste dag i dit liv

Det er naturligvis groft forenklet, men der er en sandhed i det.

Jeg tror, at hvis nogen altid klager over byrden ved deres arbejde, så har de måske det forkerte job. Det gælder naturligvis i lige så høj grad for arbejdet i samfundet. Og jeg tror også, at resultaterne af arbejdet så ikke er så gode.

Som jeg sagde, vil jeg ikke tale om en ren sjov kultur. Det er en del af det at være voksen at påtage sig ubehagelige opgaver her og der, når det er nødvendigt. Men hvis den daglige tilværelse kun består af ubehagelige ting, så er der noget, der er råddent.

Måske er det nødvendigt at genaktivere gavetestene i menigheden som et muligt frø, så den enkelte kan finde en passende opgave for sig selv, som han/hun kan identificere sig med, hvor han/hun normalt har glæde af det, og hvor der kommer noget ud af det, dvs. for at tage billedet fra salmen op igen: En høst med glæder.

Der er flere ordsprog som det om det job, du skal nyde.

Jeg hørte engang et ordsprog fra den kristne verden:

Elsk Gud og din næste af hele dit hjerte og gør, hvad du vil

Det er selvfølgelig også lidt forenklet, men der er også en dybere sandhed i det. Hvis vores holdning virkelig er præget af at elske Gud og vores næste af hele vores hjerte, så vil vores vilje også være at ville det rigtige. En sådan holdning er naturligvis mere en gave eller man er på vej til den i form af en udvikling, end at man bevidst beslutter sig for: "Fra i morgen vil jeg leve sådan".

Her ser vi igen såning og høst. Frøet er den nye holdning, som vi kan få gennem begyndelsen eller gennem et nyt møde med Jesus Kristus, og høsten er vores vilje, vores tanker og vores handlinger.

Resumé

Jeg er nået til den konklusion:.

Vi mindede i begyndelsen om, at vores byfesttjeneste blev ret godt modtaget.
Målet med en gudstjeneste bør være, at alle får en gevinst for deres tro.
Vi mente også, at det ville være nyttigt, hvis vi på en eller anden måde kunne måle denne gevinst, men at det er meget vanskeligt. Og mens vi ser på resultatet, må vi aldrig glemme, at alt afhænger af Gud (hvis Herren ikke bygger huset, bygger vi det forgæves).
I henhold til verset fra 1 Korinther 14:26 synes det næsten at være en selvfølge, at alle bidrager med noget til Guds tjeneste. Når vi har set på, hvad det kan være, bør vi tage det med i bøn, hvordan vi kan leve det ud for os selv. Målet er altid vigtigt, at alle har en gevinst for deres tro.
Selv om det at være kristen i sin kerne er et forhold til og fællesskab med Jesus Kristus, kan det, vi gør i vores liv, sammenlignes med princippet om at så og høste.
Derefter hørte vi to andre ordsprog, som vi skulle tænke over:

Find et job, som du kan lide, så behøver du aldrig at arbejde en eneste dag i dit liv.
Elsk Gud og din næste af hele dit hjerte og gør, hvad du vil.